Temaet for Sct. Poulsmødet i år blev anslået med en sang, der stillede spørgsmålet: "Har I en plan?" Svaret fra kommunalpolitikerne var måske ikke så klar og rentonet, som sangen håbede, men der var nye og positive takter hos de folkevalgte, som der er grund til at holde fast i. For det første er der en klar og fælles erkendelse af, at faldet i befolkningstallet og specielt den negative udvikling i befolkningssammensætningen er et problem, der må tages seriøst og kræver handling. For det andet tegnede der sig på tværs af partierne en enighed om, at problemet kan løses med øget tilflytning af familier, hvor den ene forælder henter indkomsten ved pendling. For det tredje lod der til at være bred enighed om, at skal der skabes grundlag for pendling, så kræver det en bedre forbindelse til Århus.
Gennem de seneste 20 år har fokus i Erhvervs- og bosætningsstrategien, fulgt op gennem mange dygtige bosætningskampagner, været at Samsø skal tiltrække tilflyttere og skabe flere arbejdspladser ved bl.a. at fortælle den gode historie om øens herligheder. Alligevel er befolkningstallet faldet dramatisk. Antallet af ledige når nye triste rekorder, og blandt andre øens skoleledere råber vagt i gevær: Det er en negativ spiral, som det om få år kan være umuligt at vende, og derfor kræver det handling nu. Læser man f.eks. Beskæftigelsesregion Midtjyllands kommunebeskrivelse af Samsø står det klart, at hovedproblemet er, at der for Samsøs vedkommende kun er meget ringe mobilitet sammenlignet med andre kommuner. Det giver et ufleksibelt arbejdsmarked og vil i fremtiden betyde risiko for øget ledighed inden for nogle områder, men også - pga. afgang af store årgange af ældre medarbejdere - mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for andre. Det er en alvorlig situation, der gør vittigheder som Bo Agerskovs indlæg i SP forleden upassende.
Ønsker man at fastholde og udvikle Samsø som et levende samfund eller som selvstændig kommune, er det ganske enkelt nødvendigt at finde andre løsninger end dem, vi har prøvet de seneste mange år. Og det er nødvendigt at debattere dem og samarbejde konstruktivt om dem på en anden måde end vi plejer. Ved Sct. Poulsmødet formulerede Per Urban det som nødvendigheden af at turde løbe en risiko på den korte bane for at kunne redde vores samfund på den lange bane. Ulla Holm opfordrede til et bredt og fordomsfrit samarbejde, der samler ideer og bestræbelser på tværs af de uenigheder, der kan skille i andre spørgsmål.
En opfordring fra en efterhånden hårdt prøvet pendler til et sådan samarbejde kunne være: Vær realistisk! - Fremtidsbyer ved Mårup, Kattegatbro, nybygget havn ved Nørreskifte eller letbane ved Odder er alle muligheder, der bør arbejdes med i en langtidsplan for bedre transportbetingelser. Men de ligger under alle omstændigheder langt ude i fremtiden og er ikke løsninger på den nuværende akutte udfordring.
En færge til Århus kan få mange pendlere til at flytte til Samsø, men det vil kun ske, hvis der er tillid til at forbindelsen er varig og langtidsholdbar, hvilket forudsætter at Samsø kommune deltager aktivt i en løsning og ikke kun ser venligt til fra sidelinjen. Overfartstiden skal være fornuftig, men er ikke altafgørende. Det helt grundlæggende er, at forbindelsen er direkte og at man kan regne med, at den også er der om 5 og 10 år. Til gengæld er der et meget stort potentiale: Aarhus Universitet med 40.000 studerende og 11.000 ansatte ligger 5 minutter med bus fra havnen, det nye regionale vækstcenter ved Skejby kan nås med bus på 15-20 minutter, dvs. det nye kæmpesygehus og tusindvis af andre arbejdspladser med flexordninger, der gør det muligt at tilrettelægge arbejdstiden optimalt mellem firmaarbejde og hjemmearbejde, Aarhus Katedralskole ligger i gåafstand fra havnen osv.
Det er blevet sagt, at økonomien stiller sig i vejen. Det forholder sig omvendt: Hvis ikke Samsø får vendt befolkningsudviklingen, kommer det til at koste os alle sammen dyrt. Når skattegrundlaget tyndes ud, betyder det serviceforringelser, nedskæringer, fyringer og endnu større vanskeligheder med at tiltrække børnefamilier og erhvervsaktive. På sigt betyder det, at kommunen ikke kan hænge sammen. Men det betyder også, at kommunen ikke vil kunne drive den nuværende færgeservice over for turisme, landbrug og fragterhverv. - Hvis de nuværende vigtige erhverv skal have ordentlige forhold fremover, så kræver det også, at vi er nok til at betale skat. Omvendt vil både Samsø kommune, Århus kommune og Staten have positiv økonomisk gevinst ved en direkte forbindelse mellem storbyen og vores lysegrønne ø. Lad os få lavet dette og andre regnestykker, men med sigte på at skabe en realistisk og stabil løsning, der kan iværksættes inden det er for sent. Det kan ikke gå for hurtigt.
Tilbage